BEK 1804/2018 · Bekendtgørelse om forurening og gener fra anlægget af Cityringen
BEK 1804/2018 Art. 12
Tilsyn, egenkontrol og rapportering
Metroselskabet I/S skal indsende resultaterne af støjmålingerne fra Cityringens, afgreningen til Nordhavnens og afgreningen til Sydhavnens byggepladser, jf. § 11, stk. 1, til tilsynsmyndigheden senest den førstkommende arbejdsdag efter, at målingerne er foretaget. Har Metroselskabet I/S ikke modtaget målingerne senest den førstkommende arbejdsdag efter, at målingerne er foretaget, skal Metroselskabet I/S indsende resultaterne af målingerne hurtigst muligt efter, at Metroselskabet I/S har modtaget målingerne.
Stk. 2. Metroselskabet I/S skal én gang ugentligt over for tilsynsmyndigheden redegøre for, om støjmålingerne fra den foregående uge viser overskridelser af de fastsatte støjgrænser. Viser støjmålingerne overskridelser af støjgrænserne, skal Metroselskabet I/S redegøre for årsagen hertil, herunder om der har været udført aktiviteter efter § 7. Metroselskabet I/S er i den forbindelse alene forpligtet til at redegøre for årsager, der er relateret til byggepladsaktiviteter.
Stk. 3. Viser støjmålingerne overskridelser af de fastsatte støjgrænser, kan tilsynsmyndigheden tidligst 2 arbejdsdage efter, at målingen er foretaget, pålægge Metroselskabet I/S at redegøre for årsagen hertil, før den ugentlige redegørelse, der følger af stk. 2, skal foreligge. Tilsynsmyndigheden kan fastsætte en frist for Metroselskabet I/S' afgivelse af en sådan redegørelse.