BEK 1656/2018 Art. 6
Betingelser for godkendelse
Er betingelserne i §§ 1-4, henholdsvis § 5, opfyldt, kan godkendelse efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, og institutioner m.v., henholdsvis religiøse samfund, ske, hvis følgende betingelser er opfyldt og fremgår af vedtægter, fundats eller lignende: 1) Formålet er almenvelgørende eller almennyttigt, dvs. at midlerne alene kan anvendes til støtte for en videre kreds af personer, som er i økonomisk trang eller har vanskelige økonomiske forhold, eller til et formål, som ud fra en i befolkningen almindeligt herskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt, og som kommer en vis større kreds til gode. 2) Et likvidationsprovenu eller overskud ved opløsning skal tilfalde en anden forening, fond, stiftelse, institution m.v. eller religiøst samfund, som er hjemmehørende her i landet eller i et andet EU/EØS-land og har et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål. 3) Foreningen, fonden, stiftelsen, institutionen m.v. eller det religiøse samfund er hjemmehørende her i landet eller i et andet EU/EØS-land, hvorved forstås, at hovedparten af styrelsesorganerne og hovedkontoret skal have sæde her i landet eller i et andet EU/EØS-land.