BEK 1350/2018 · Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som skibsofficer
BEK 1350/2018 Art. 15
Praktik
Ved betegnelsen ”praktiksted” forstås et rederi, dvs. den ansvarlige for det handelsskib, hvor den studerende skal i praktik. Praktikken kan gennemføres på flere praktiksteder på tværs af rederier og skibstyper.
Stk. 2. Praktik skal foregå i skibe, der med hensyn til størrelse, fremdrivningseffekt, driftsforhold, udstyr, bemanding samt besætningens erfaring og arbejdsbelastning kan fungere som et effektivt praktiksted til søs. Praktikken skal kvalificere den studerende til opnåelse af certifikater som nævnt i § 2 og § 4.
Stk. 3. Praktik skal foregå under vejledning af en uddannelsesofficer og skal gennemføres i henhold til en af Styrelsen for Forskning og Uddannelse godkendt uddannelsesbog.
Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen skal sikre korrekt anvendelse af uddannelsesbog i overensstemmelse med studieordningen samt sikre den nødvendige opfølgning i tilfælde, hvor uddannelsesbogen ikke kan godkendes.
Stk. 5. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at bistå den studerende med at finde egnet praktikplads med henblik på at sikre, at den krævede praktik kan gennemføres inden for den normerede tid.
Stk. 6. Praktik skal gennemføres i henhold til aftale mellem uddannelsesinstitutionen og det eller de praktiksteder, der indgår i den studerendes praktik. Uddannelsesinstitutionen skal indgå skriftlig aftale med praktikstedet om praktikforløb for studerende samt udføre vejledning af den studerende såvel før som under praktikforløbet. Desuden godkender uddannelsesinstitutionen, de individuelle praktikaftaler, som praktiksteder og studerende indgår om de konkrete praktikforløb.
Stk. 7. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at være praktikstedet behjælpelig med udformning af aftaler og administration i forbindelse med gennemførelse af praktik.