BEK 1183/2018 · Bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn
BEK 1183/2018 Art. 15
Selvstændig virksomhed i op til 962 timer om året (tidligere hovedbeskæftigelse)
Overstiger den skattepligtige indkomst i virksomheden i et regnskabsår halvdelen af sammenligningsgrundlaget, skal medlemmet tilbagebetale efterløn svarende til overskridelsen. Er medlemmet omfattet af § 10, stk. 2, skal medlemmet tilbagebetale efterløn, jf. 1. pkt., hvis den skattepligtige indkomst i virksomheden overstiger 3/4 af sammenligningsgrundlaget.
Stk. 2. Er medlemmet omfattet af § 11, stk. 1, skal medlemmet tilbagebetale efterløn, jf. stk. 1, 1. pkt., hvis den skattepligtige indkomst i virksomheden overstiger 3/4 af sammenligningsgrundlaget. Er medlemmet omfattet af § 11, stk. 2, skal medlemmet tilbagebetale efterløn, jf. stk. 1, 1. pkt., hvis den skattepligtige indkomst i virksomheden overstiger 7/8 af sammenligningsgrundlaget.
Stk. 3. Er der sket ændringer i omfanget af ægtefællens arbejde i virksomheden, jf. § 8, stk. 4, skal medlemmet tilbagebetale efterløn, jf. stk. 1, 1. pkt., i forhold til den skattepligtige indkomst i virksomheden, der er tilladt efter ændringen.
Stk. 4. Skattemæssige afskrivninger kan kun bruges til at nedsætte den skattepligtige indkomst i det omfang, afskrivningerne ikke overstiger gennemsnittet af de årlige afskrivninger i 3-årsperioden, jf. § 7, stk. 3.
Stk. 5. Var sammenligningsgrundlaget mindre end 103.170 kr. (2018-niveau), skal medlemmet kun tilbagebetale efterløn for den del af den skattepligtige indkomst i virksomheden, der overstiger sammenligningsgrundlaget.
Stk. 6. Har sammenligningsgrundlaget været mellem 103.170 kr. og 206.344 kr. (2018-niveau), skal medlemmet kun tilbagebetale efterløn for den del af den skattepligtige indkomst i virksomheden, der overstiger 103.170 kr. (2018-niveau).
Stk. 7. Tilbagebetaling sker krone for krone. Tilbagebetaling kan ske ved modregning i ydelser fra a-kassen.
Stk. 8. Overstiger den skattepligtige indkomst det tilladte beløb, skal a-kassen indstille udbetalingen af efterløn. Udbetalingen kan først genoptages, når medlemmet har sandsynliggjort, at overskridelsen ikke skyldes, at medlemmet har brugt mere end det tilladte timetal i virksomheden.