BEK 1049/2018 · Bekendtgørelse om lægers anmeldelse til Cancerregisteret af kræftsygdomme m.v.
BEK 1049/2018 Art. 3
Pligten til at foretage anmeldelse påhviler: 1) alment praktiserende læger (speciallæger i almen medicin), som første gang diagnosticerer, behandler eller kontrollerer anmeldelsespligtige tilfælde uden henvisning og efterfølgende kontakt til sygehus eller til praktiserende speciallæge, 2) praktiserende speciallæger, som første gang diagnosticerer, behandler eller kontrollerer anmeldelsespligtige tilfælde uden henvisning og efterfølgende kontakt til sygehus, 3) den for patientbehandlingen ansvarlige læge ved private sygehuse og klinikker, der første gang diagnosticerer, behandler eller kontrollerer anmeldelsespligtige tilfælde, uanset om tilfældet er anmeldt tidligere. Der skal dog ikke foretages anmeldelse, hvis behandling m.v., der foretages på private sygehuse og klinikker, er omfattet af overenskomster på praksisområdet og patienten efterfølgende henvises til behandling og kontakt på offentligt sygehus, 4) den ansvarlige overlæge ved en hospitalsafdeling, der første gang diagnosticerer, kontrollerer eller behandler klinisk og/eller mikroskopisk diagnosticerede, anmeldelsespligtige sygdomstilfælde, uanset om tilfældet er anmeldt tidligere, dog undtaget onkologiske afdelinger, ved onkologiske patienter, der er færdig udredt og fuldt anmeldt af klinisk afdeling samt radiologiske afdelinger, hvor patienten efterfølgende anmeldes af klinisk afdeling, og 5) den ansvarlige overlæge ved hospitalsafdelinger eller institutter for patologi samt prosektorer ved de retsmedicinske institutter, når der ved obduktion påvises anmeldelsespligtige sygdom, der ikke tidligere er erkendt og anmeldt til Cancerregisteret fra en klinisk sygehusafdeling (uventet sektionsfund).