BEK 843/2018 · Bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge
BEK 843/2018 Art. 11
Optjening og udbetaling af ferieydelse
Lønmodtagere, der ikke på ferietidspunktet har ret til løn under ferie, feriegodtgørelse, feriedagpenge eller anden økonomisk ydelse under ferie, har ret til ferieydelse optjent i de første 14 uger efter fødslen. Ferieydelsen optjenes med 0,07 feriedag pr. kalenderdag og beregnes efter barselslovens § 33, stk. 1, og § 35 og afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Ferieydelsen kan således maksimalt udgøre (højeste dagpengebeløb pr. uge x 6,86) / 5, dvs. 5.734,96 kr. i 2016.
Stk. 2. En fader, der indtræder i moderens ret til fravær i de første 14 uger efter barselslovens § 7, stk. 2, indtræder i retten til optjening af ferieydelse.
Stk. 3. En adoptant, der indtræder i moderens ret til fravær i de første 14 uger efter barselslovens § 8, stk. 6, 1. pkt., indtræder i retten til optjening af ferieydelse.
Stk. 4. Optjening af ferieydelse med udbetaling det efterfølgende ferieår sker i perioden fra 1. januar til 31. december. Ferieåret er perioden fra 1. maj til 30. april.
Stk. 5. Hvis lønmodtageren genoptager arbejdet helt eller delvist i de første 14 uger efter fødslen, optjenes der ikke ferieydelse for den tid, arbejdet er genoptaget.