BEK 833/2018 Art. 27
Redningsmidler
På et anlæg eller et fartøj, hvor personer, der arbejder på et anlæg, indkvarteres, skal der være tilstrækkeligt med egnede redningsmidler til, at der i kritiske situationer er mulighed for en effektiv og kontrolleret 1) redning af personer, der er faldet over bord, og 2) evakuering af alle ombordværende direkte til havet.
Stk. 2. Redningsmidlerne skal som minimum være 1) udrustet til at muliggøre overlevelse i tilstrækkelig lang tid, 2) til rådighed i tilstrækkeligt antal til det antal personer, der kan påregnes at være til stede på anlægget eller er indkvarteret på fartøjet, 3) af en type, der er egnet til brug på det pågældende anlæg eller fartøj, 4) fremstillet af solide materialer under hensyntagen til deres livsvigtige funktion samt til de forhold, hvorunder de skal bruges eller opbevares i brugsklar stand, 5) af en iøjnefaldende farve og forsynet med udstyr, der gør det muligt for brugeren at påkalde sig redningsfolkenes opmærksomhed, 6) placeret på anlægget på en måde således, at kontrolleret evakuering af samtlige ombordværende kan ske effektivt, og 7) vedligeholdt, så de til stadighed opfylder kravene i nr. 1-6.
Stk. 3. Antal og placering af redningsmidler, jf. stk. 2, nr. 2 og 6, skal fastlægges i evakueringsanalysen, jf. bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed m.v. i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter m.v.