BEK 817/2018 Art. 21
Tilsynsmyndighed, underretning og klage
Følgende skal underrettes skriftligt om afgørelser om reklamer i det åbne land, herunder om meddelte tilladelser efter denne bekendtgørelse: 1) adressaten for afgørelsen, 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører, 3) Miljøstyrelsen i sager, der ikke anses for at være af underordnet betydning, og 4) offentlige myndigheder, der må antages at have interesse i sagen.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte afgørelser skal endvidere meddeles skriftligt til følgende foreninger og organisationer, såfremt de har anmodet herom: 1) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, 2) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, 3) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker.
Stk. 3. Underretningen skal indeholde oplysning om, at en tilladelse ikke må udnyttes, før klagefristen er udløbet, og at rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 7.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen giver den, som har fået en tilladelse efter §§ 18 og 19, underretning om en indgivet klage og om klagens opsættende virkning, jf. naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 7.