BEK 817/2018 Art. 17
Lejlighedsskiltning til kortvarige enkeltstående arrangementer
Lejlighedsskiltning vedrørende arrangementer som nævnt i § 16 må endvidere opsættes på det sted, hvor arrangementet finder sted, eller ved indkørslen til ejendommen fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej, jf. naturbeskyttelseslovens § 21, stk. 2, nr. 11, litra a. Hvis ejendommen har vejadgang fra en lukket, privat fællesvej, anses udmundingen af den private fællesvej i anden vej også som indkørsel til ejendommen, jf. 1. pkt.
Stk. 2. Ved lejlighedsskiltning som nævnt i stk. 1 må der opsættes et skilt eller et banner eller lignende, som skal opfylde følgende: 1) Skiltningen må udelukkende oplyse om arrangementets art, varighed og placering. 2) Skiltningen må ikke overstige 2 m 2 , og overkanten må ikke overstige til 1,5 m over terræn, ved indkørsler 1 m over terræn, jf. dog stk. 3. 3) Kravene i nr. 1 og 2 gælder ikke for skiltning ved bygninger og scener, der anvendes til arrangementet.
Stk. 3. Uanset stk. 2, nr. 2, må skiltningen bestå af et banner, der er større end 2 m 2 , eller hvis overkant er over 1,5 m over terræn. Et sådant banner må først opsættes dagen før arrangementets start og skal nedtages senest dagen efter arrangementets afslutning.