BEK 642/2018 Art. 14
Den eksterne revision skal revidere årsrapporten, herunder koncernregnskabet, i overensstemmelse med god revisorskik og kontrollere, om disse er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens og eventuelle andre bestemmelsers krav til regnskabsaflæggelsen.
Stk. 2. Et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut skal udarbejde et revisionsprotokollat til årsrapporten, uanset om instituttet gennem anden lovgivning er pålagt at udarbejde et revisionsprotokollat eller ej.
Stk. 3. I protokollatet vedrørende årsrapporten skal der afgives erklæring om, hvorvidt betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets administrative og regnskabsmæssige praksis på væsentlige områder, herunder forretningsgange og interne kontrolprocedurer, er tilrettelagt og fungerer på betryggende vis. I denne forbindelse skal den eksterne revisor endvidere erklære, om 1) betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets samlede system-, data- og driftssikkerhed er og fungerer betryggende, og om 2) den eksterne revision er blevet bekendt med forhold, der er i strid med kravene i lovgivningen vedrørende e-pengeinstitutter.