BEK 635/2018 Art. 17
Indberetning af årsrapport
Ved indberetning af årsrapport i REGNSKAB BASIS konverteres de indtastede oplysninger til et instansdokument (en XBRL-fil), hvor årsrapporten udtrykkes i XBRL-sprog, og til en pdf-fil, hvor årsrapporten præsenteres i læsbar skrift.
Stk. 2. Ved indberetning af årsrapport i REGNSKAB SPECIAL skal virksomheden, jf. dog stk. 3, anvende XBRL-format specifikation 2.1 i en af Erhvervsstyrelsen fastsat taksonomi. Taksonomien skal tilgås via hjemmesiden indberet.virk.dk. Indberetning af årsrapport i REGNSKAB SPECIAL består af 1) en XBRL-fil, hvor årsrapporten udtrykkes i XBRL-sprog, og 2) en pdf-fil, hvor årsrapporten præsenteres i læsbar skrift.
Stk. 3. Ved indberetning af årsrapport i REGNSKAB SPECIAL kan virksomheden i stedet anvende IXBRL-format, der består af én fil, som REGNSKAB SPECIAL omdanner til en XBRL-fil og en PDF-fil, der indberettes sammen med IXBRL-filen.
Stk. 4. I pdf-filen kan årsrapporten inden for rammerne af årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, præsenteres med andre, mere specifikke benævnelser end i XBRL-filen samt med eksempelvis logo, billeder og grafer forudsat, at oplysningerne i pdf-filen svarer til de data, der indberettes i XBRL-filen, jf. dog stk. 5 og § 20, stk. 1. Dette gælder tilsvarende, hvis årsrapporten indberettes i IXBRL-format.
Stk. 5. Præsenteres en årsrapport i pdf-filen på dansk og et andet sprog, vil det for årsrapporter, som indberettes senest den 31. december 2017, være tilstrækkeligt, at oplysningerne i XBRL-filen gives på dansk.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen offentliggør pdf-filen, jf. stk. 1 og stk. 2, nr. 2, med henblik på at give regnskabsbrugere adgang til at læse årsrapporten. Endvidere anvendes pdf-filen ved en eventuel undersøgelse af årsrapporten, jf. § 159 eller § 159 a i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, ligesom XBRL-filen og anden relevant information kan inddrages i undersøgelsen.
Stk. 7. Erhvervsstyrelsen offentliggør XBRL-filen og eventuelle andre sammenlignelige dataformater, som Erhvervsstyrelsen danner på baggrund af XBRL-filen, jf. stk. 1 og stk. 2, nr. 1, med henblik på at give regnskabsbrugere adgang til strukturerede regnskabsdata via hjemmesiden data.virk.dk.