BEK 623/2018 Art. 18
Registrering af kapitalselskaber og af selskaber og andre virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, eller hvor virksomhed kun kan udøves efter tilladelse af Finanstilsynet
Ændres vedtægter, eller ændres registrerede forhold, skal registreringen af ændringerne være foretaget i Erhvervsstyrelsen senest 5 uger efter, at de er vedtaget, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.
Stk. 2. Registrering af ændring af regnskabsår skal være modtaget i styrelsen senest 5 måneder og 3 uger efter udløbet af det regnskabsår, som ønskes ændret, dog senest 5 måneder og 3 uger efter omlægningsperiodens udløb. Fristen for statslige aktieselskaber og kapitalselskaber, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i Grønland, et EU- eller EØS-land, er dog 4 måneder og 3 uger. Modtages anmeldelsen efter udløbet af fristen i 1. eller 2. pkt., nægtes registrering, jf. § 15, stk. 4, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
Stk. 3. Ved kapitalforhøjelse i andre værdier end kontanter finder § 16, stk. 4, tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Ved kapitalnedsættelse til udbetaling til kapitalejerne ved udlodning af andre værdier end kontanter skal der med registreringen i Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning på www.virk.dk for selskaber m.v. følge en eventuel ledelseserklæring, jf. § 190, stk. 2, i selskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
Stk. 5. Ved beslutning om kapitalnedsættelse til udbetaling til kapitalejerne eller henlæggelse til en særlig reserve skal vedtægterne, der følger med registreringen, jf. stk. 7, indeholde oplysning om selskabskapitalens størrelse efter kapitalnedsættelsen. Hvis kapitalnedsættelsen ikke gennemføres, skal dette registreres, jf. § 193, stk. 2, i selskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, og vedtægterne, der følger med registreringen heraf, jf. stk. 7, skal indeholde oplysning om selskabskapitalens størrelse.
Stk. 6. Hvis et kapitalselskab, som er registreret med delvist indbetalt kapital, ikke længere har udestående kapital, skal der gives meddelelse herom til Erhvervsstyrelsen.
Stk. 7. Med registreringen skal følge dokumentation for ændringens lovlige vedtagelse. Ved enhver vedtægtsændring skal der tilknyttes daterede vedtægter med den fuldstændige ordlyd i den nye affattelse.
Stk. 8. Ændres ledelse eller revisor, eller ændres de fuldt ansvarlige deltagere i partnerselskaber, finder § 15, stk. 1, nr. 6-8, og § 16, stk. 5, tilsvarende anvendelse.
Stk. 9. Ændring af adresse for personer med et dansk CPR-nummer med folkeregisteradresse i Grønland eller Danmark skal ikke anmeldes til Erhvervsstyrelsen.
Stk. 10. Stk. 1-5 og 7-9 finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på registrering om ændring af vedtægter eller registrerede forhold for selskaber og andre virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, eller hvor virksomhed kun kan udøves efter tilladelse af Finanstilsynet.