BEK 623/2018 Art. 11
Fælles bestemmelser om registrering og offentlighed
Erhvervsstyrelsen kan udstede dokumenter i medfør af selskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, eller regler udstedt i medfør heraf med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller med digital signatur eller NemID, der sikrer en entydig identifikation af den person, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet.
Stk. 2. Følgende digitalt genererede breve udsendes alene med angivelse af Erhvervsstyrelsen som afsender: 1) Kvitteringer for modtagelse af indberetninger. 2) Kvitteringer for foretagne registreringer. 3) Digitalt genererede udskrifter fra styrelsens it-system på www.virk.dk. 4) Tvangsopløsningsbreve.
Stk. 3. Dokumenter, som ikke er digitalt genererede, hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige, kan udsendes alene med angivelse af Erhvervsstyrelsen som afsender.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan sende breve o.l. til selskaber og personer om forhold, der er omfattet af selskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, eller forskrifter udstedt i medfør heraf, på følgende måder: 1) Som digital post til selskabets eller personens digitale postkasse i Digital Post, tilknyttet selskabets CVR-nummer, henholdsvis personens CPR-nummer, medmindre selskabet eller personen er fritaget for tilslutning til Digital Post. 2) Via e-mail til en e-mailadresse, som selskabet eller personen har oplyst i forbindelse med en konkret sag eller henvendelse. 3) Som papirbaseret post til selskabets eller personens fysiske adresse.