Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 271/2018 · Bekendtgørelse om vejnavne og adresser

BEK 271/2018 Art. 39

Registreringer i Danmarks Adresseregister

In KraftAmtlicher Text

Ved fastsættelsen af et nyt vejnavn og ved ændringen af et eksisterende vejnavn, registrerer adressemyndigheden de i § 38, stk. 2 og 3, nævnte oplysninger i Danmarks Adresseregister, i takt med at oplysningerne foreligger og har et væsentligt, nyt indhold.

Stk. 2. I perioden, indtil de i § 38, stk. 2 og 3, nævnte oplysninger foreligger og er registreret, og der er truffet beslutning om datoen, hvor det nye vejnavn skal træde i kraft, skal registreringen have status som »foreløbig«. Indtil vejnavnet er fastsat, kan der, i stedet for dette, registreres en midlertidig betegnelse, som bestemmes af adressemyndigheden.

Stk. 3. Når de nødvendige oplysninger er registreret, og datoen for vejnavnets ikrafttræden er besluttet, registreres denne dato. På datoen for vejnavnets ikrafttræden vil registreringen få status som »gældende«, jf. dog § 41.

Stk. 4. Når det besluttes, at en navngiven vej skal udgå af kommunens bestand af navngivne veje, registreres vejen med status som »nedlagt« fra og med den dato, hvor ændringen skal træde i kraft.

Stk. 5. Adressemyndigheden skal udføre de i stk. 1-4 registreringer i Danmarks Adresseregister senest fem hverdage efter, at den pågældende oplysning foreligger.