BEK 271/2018 · Bekendtgørelse om vejnavne og adresser
BEK 271/2018 Art. 11
Supplerende bynavne
Adressemyndigheden kan fastsætte supplerende bynavne, der indgår i alle de adresser, der er beliggende på det geografisk afgrænsede område, som det pågældende supplerende bynavn dækker, jf. stk. 5.
Stk. 2. Som supplerende bynavn kan anvendes et egentligt bynavn eller et andet lokalt stednavn, som f.eks. navnet på en bydel eller en ø. Supplerende bynavne skal fastsættes i overensstemmelse med den officielle danske retskrivning fastsat af Dansk Sprognævn eller Stednavneudvalgets fortegnelse over danske stednavne, hvis stednavnet er optaget heri. Forkortelser bør så vidt muligt undgås.
Stk. 3. Et supplerende bynavn kan sammensættes af indtil 34 tegn. Tegnene kan være store og små bogstaver i det danske alfabet (a-å), ä, é, ö, ü, cifrene 0-9, mellemrum, bindestreg, punktum og apostrof. Romertal, som består af store bogstaver, kan indgå i supplerende bynavne.
Stk. 4. Et supplerende bynavn skal fastsættes således, at det kan skelnes fra navnet på det pågældende postnummerområde (postdistrikt).
Stk. 5. Adressemyndigheden skal geografisk afgrænse området for det supplerende bynavn, således at det ligger inden for kommunegrænsen. Området kan udgøres af et eller flere arealer, som hver især kan indeholde huller. Området for et supplerende bynavn må ikke overlappe området for et andet supplerende bynavn.
Stk. 6. Adressemyndigheden bestemmer, fra hvilken dato det fastsatte supplerende bynavn er gældende.