BEK 240/2018 · Bekendtgørelse om gasdistributionsselskaber
BEK 240/2018 Art. 10
Godkendelse
Sikkerhedsstyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse som gasdistributionsselskab, undtaget flaskegasdistributionsselskab med begrænset forretningsområde, udstedt i medfør af § 4, stk. 1, når 1) gasdistributionsselskabet har udvist grov eller gentagen forsømmelighed ved udførelsen af tilsyn med gasinstallationer, herunder kontrol med stikledninger og egne distributionsledninger, 2) betingelserne, jf. § 11, for godkendelsen som gasdistributionsselskab i øvrigt ikke længere er opfyldt, 3) betingelserne, jf. § 13, ikke overholdes, eller 4) påbud efter § 31, stk. 2, ikke efterkommes.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse som flaskegasdistributionsselskab med begrænset forretningsområde efter § 4, stk. 1, når 1) begrænsningerne, jf. § 20, ikke overholdes, 2) procedurerne, jf. § 24, ikke efterleves, eller 3) påbud efter § 31, stk. 2, ikke efterkommes.
Stk. 3. En afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 1 kan af den virksomhed, som er afgørelsens adressat, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning om indbringelse for domstolene skal fremsættes over for Sikkerhedsstyrelsen, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende virksomhed.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen anlægger uden unødigt ophold sag mod virksomheden nævnt i stk. 2 i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 5. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter stk. 1 tillægges ikke opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den pågældende virksomhed under sagens behandling må udøve hele eller dele af virksomheden som gasdistributionsselskab.