BEK 1652/2017 · Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber
BEK 1652/2017 Art. 14
Udsætning af vildt
Vildt må ikke udsættes i naturen uden Miljøstyrelsens tilladelse.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder i følgende tilfælde ikke ved udsætning af fasan (Phasianus colchicus) i perioden 1. april til 31. august og agerhøne (Perdix perdix) i perioden 1. april til 15. august: 1) På ejendomme under 100 ha., såfremt der ikke udsættes flere end 100 fasaner/agerhøns. 2) På ejendomme på 100 ha. eller derover, såfremt der ikke udsættes flere end 1 fasan/agerhøne pr. ha. 3) På ejendomme med landbrugsmæssigt dyrkede arealer som indgik ved tildelingen af udtagningsrettigheder efter enkeltbetalingsordningen for hvilke der er udarbejdet og gennemført biotopplaner, der opfylder retningslinjerne fastsat i bilag 2 til bekendtgørelsen, såfremt der ikke udsættes flere end 7 fasaner/agerhøns pr. ha. dog maksimalt 4 agerhøns pr. ha. Ejendomme som forud for en 5-årig biotopplan har anmeldt og gennemført en biotopplan for ejendommen de forudgående 2 år kan under særlige vilkår, jf. bilag 2, udsætte op til 8-12 fugle pr. ha. dog maksimalt 4 agerhøns pr. ha. 4) På ejendomme uden landbrugsmæssigt dyrkede arealer samt på ejendomme med landbrugsmæssigt dyrkede arealer, som ikke indgik ved tildelingen af udtagningsrettigheder efter enkeltbetalingsordningen, såfremt der ikke udsættes flere end 7 fasaner/agerhøns pr. ha. dog maksimalt 4 agerhøns pr. ha.
Stk. 3. Reglen i stk. 1 gælder ikke for udsætning af gråand (Anas platyrhynchos) i ferske vande, såfremt der ikke udsættes mere end 1 ælling pr. 150 m 2 eller 1 voksen and pr. 300 m 2 åben ubevokset vandflade, og såfremt fuglene udsættes i tiden fra 1. april - 31. juli.
Stk. 4. Den i stk. 2, nr. 3, nævnte biotopplan anmeldes i Miljøstyrelsens digitale indberetningssystem hvert år inden den 1. maj. Biotopplanen kan omfatte en eller flere ejendomme eller dele heraf med samme ejer eller bruger. Ved beregning af biotopplan-ejendommens samlede areal indgår alle sammenhængende arealer, bortset fra søer med åbne vandflader over 1 ha. En biotopplan-ejendom har sammenhængende arealer, når arealerne ikke er adskilt af fremmede arealer eller af veje og jernbaner, som ikke må krydses.
Stk. 5. Udsætning af flere end 100 fugle forudsætter, at den eller de ansvarlige for udsætningen har gennemgået et af Miljøstyrelsen godkendt kursus om udsætning af fuglevildt, der opfylder retningslinjerne fastsat i bilag 3 til bekendtgørelsen.
Stk. 6. Udsætning af fasaner, agerhøns og gråænder skal senest 1 uge efter udsætningen indberettes i Miljøstyrelsens digitale indberetningssystem.