BEK 1595/2017 Art. 7
Ved fastlæggelse af fremmedkapitalomkostningen, jf. § 5, nr. 2, anvendes en risikofri rente beregnet efter § 6, stk. 1, nr. 1, og en gældsrisikopræmie.
Stk. 2. Gældsrisikopræmien fastsættes som summen af en kreditrisikopræmie og et tillæg for gebyrer for udstedelse af lån og andre engangsomkostninger, som indgår med følgende værdier: 1) Kreditrisikopræmien opgøres pr. 31. august året før påbegyndelse af en reguleringsperiode som forskellen mellem den effektive rente på et indeks af virksomhedsobligationer og den effektive rente på statsobligationer med samme løbetid og målt i samme valuta. 2) Tillægget for gebyrer for udstedelse af lån og andre engangsomkostninger fastsættes til 0,08 procentpoint.
Stk. 3. Som indeks af virksomhedsobligationer i stk. 2, nr. 1, anvendes et gennemsnit over de på opgørelsestidspunktet seneste 3 måneders tilgængelige data for kreditrisikopræmien på J. P. Morgans Maggie Utilities obligationsindeks for forsyningsselskaber med en kreditrating på A og BBB (S & P Ratings) med over 10 års løbetid. Er J. P. Morgans Maggie Utilities ikke tilgængeligt, anvendes et tilsvarende indeks.
Stk. 4. Ved fastlæggelse af fremmedkapitalomkostningen anvendes formel 5 i bilag 1.