BEK 1473/2017 Art. 1
Anvendelsesområde
Bekendtgørelsen fastsætter emissionsgrænseværdier for NO x og CO og krav om egenkontrol for motorer og gasturbiner i faste installationer med en nominel indfyret termisk effekt på mere end eller lig med 120 kW og mindre end 50 MW.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter motorer og gasturbiner til forbrænding af følgende brændstoffer: 1) Naturgas. 2) LPG (Liquified Petroleum Gasses). 3) Forgasningsgas. 4) Biogas. 5) Dieselolie. 6) Gasolie. 7) Fuelolie. 8) Vegetabilsk olie.
Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på følgende anlæg: 1) Motorer og gasturbiner med en nominel indfyret termisk effekt på mere end eller lig med 1 MW, som er omfattet af bekendtgørelsen om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, og som tages i drift den 20. december 2018 eller herefter. 2) Motorer og gasturbiner på anlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på 50 MW og derover, som er omfattet af bekendtgørelse om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg. 3) Motorer og gasturbiner til nødsituationer med færre end 500 driftstimer om året. 4) Motorer og gasturbiner på platforme på havet.
Stk. 4. Fra den 1. januar 2025 finder bekendtgørelsen ikke anvendelse på bestående motorer og gasturbiner med en nominel indfyret termisk effekt på mere end 5 MW og mindre end 50 MW, som er omfattet af bekendtgørelsen om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg.
Stk. 5. Bekendtgørelsens emissionsgrænseværdier for NO x finder ikke anvendelse for motorer og gasturbiner, som er omfattet af forordning nr. 813/2013 af 2. august 2013 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og rådets direktiv 2009/125/EF for så vidt angår krav til miljøvenligt design af anlæg til rumopvarmning og anlæg til kombineret rum- og brugsvandsopvarmning, og som bringes i omsætning og/eller tages i brug efter den 28. september 2018.