BEK 1472/2017 · Bekendtgørelse om vurdering og styring af luftkvaliteten
BEK 1472/2017 Art. 24
Luftkvalitetsplaner
Hvis der i en zone eller et bymæssigt område er risiko for, at niveauet af forurenende stoffer vil overskride en eller flere varslingstærskelværdier i bilag 12, opstiller Miljøstyrelsen, når det findes hensigtsmæssigt, handlingsplaner med angivelse af de foranstaltninger, der skal træffes på kort sigt for at mindske denne risiko eller begrænse varigheden af den pågældende overskridelse. Hvis denne risiko gælder en eller flere grænseværdier eller målværdier i bilag 7, 11 og 14, kan Miljøstyrelsen, når det findes hensigtsmæssigt, opstille sådanne kortsigtede handlingsplaner.
Stk. 2. Hvor der imidlertid er risiko for, at varslingstærskelværdien for ozon i bilag 12, del B, vil blive overskredet, opstiller Miljøstyrelsen kun en kortsigtet handlingsplan, når der under hensyn til nationale geografiske, meteorologiske og økonomiske forhold efter deres mening er væsentlige muligheder for at mindske risikoen for, varigheden eller alvoren af en sådan overskridelse. Når Miljøstyrelsen opstiller en sådan kortsigtet handlingsplan, tages der hensyn til beslutning 2004/279/EF.
Stk. 3. De kortsigtede planer i stk. 1 kan under hensyn til sagens konkrete omstændigheder omfatte effektive foranstaltninger til at regulere og om nødvendigt indstille visse aktiviteter, som bidrager til risikoen for overskridelse af de respektive grænse- eller målværdier eller varslingstærskelværdier. Disse handlingsplaner kan omfatte foranstaltninger vedrørende motortrafik, anlægsarbejder, skibe ved kaj, og brug af industrianlæg eller -produkter samt private varmeanlæg. Specifikke foranstaltninger, der har til formål at beskytte følsomme befolkningsgrupper, herunder børn, inden for rammerne af disse planer kan også overvejes.
Stk. 4. Når Miljøstyrelsen har udarbejdet en kortsigtet handlingsplan, giver den offentligheden og relevante organisationer, såsom miljøorganisationer, forbrugerorganisationer, organisationer, der varetager følsomme befolkningsgruppers interesser, andre relevante sundhedsrelaterede organer og de relevante erhvervsorganisationer adgang til, resultaterne af deres undersøgelser om gennemførligheden,indholdet af de enkelte kortsigtede handlingsplaner og oplysninger om gennemførelsen af disse planer. Adgangen kan ske digitalt.