Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1441/2017 · Bekendtgørelse om udbud af jordbaserede digitale tv-sendemuligheder

BEK 1441/2017 Art. 20

Ansøgningsprocedure

In KraftAmtlicher Text

Tilladelsesvilkårene fastsættes på baggrund af bekendtgørelsens generelle vilkår, som skal fremgå af udbudsmaterialet, og på baggrund af indholdet af ansøgningen.

Stk. 2. Det skal indgå som vilkår for Radio- og tv-nævnets tilladelse, at tilladelseshaver skal orientere nævnet om alle ændringer i udnyttelsen af sendemuligheder i forhold til det i tilladelsen fastsatte, idet væsentlige ændringer kun kan ske efter forudgående godkendelse af nævnet. Ved væsentlige ændringer skal forstås ændringer i forhold til minimumskrav, jf. §§ 3-7, ændringer i tilladelseshavers plan for opbygning af sendenet, jf. § 12, eller andre ændringer, som Radio- og tv-nævnet i udbudsmaterialet måtte anføre som væsentlige, jf. stk. 6.

Stk. 3. Ved vurderingen af, om en ændring, jf. stk. 2, kan godkendes, skal nævnet lægge vægt på, om kravet som følge af den teknologiske eller markedsmæssige udvikling ikke længere er rimeligt at kræve opfyldt. I den forbindelse kan nævnet lægge vægt på 1) om formålet med det pågældende krav må anses for at være blevet uaktuelt i lyset af den teknologiske eller markedsmæssige udvikling, eller 2) om det pågældende krav kan anses for opfyldt mindst lige så godt ved en alternativ opfyldelsesmetode, som tilladelseshaver tilbyder.

Stk. 4. Det skal ligeledes indgå som vilkår for tilladelsen, at ændringer i tilladelseshavers muligheder for at fungere uafhængigt af aktører, der har interesser på det danske tv-marked, skal forelægges for Radio- og tv-nævnet før gennemførelsen. Med ændringer forstås ændringer i eksisterende ejerskabskonstruktioner, erhvervelse af aktiebesiddelser på over 5 pct. og andre former for erhvervelse af indflydelse, f.eks. via aftaler, bestyrelsesposter, økonomiske interesser mv., der øger tilladelseshavers tilknytning til andre aktører på det danske tv-marked. Nævnet indhenter i sådanne tilfælde en udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. § 18, stk. 3, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Såfremt en ændring efter stk. 4, udgør en anmeldelsespligtig fusion, jf. konkurrencelovens § 12 c, jf. § 12 a og b, træffer Radio- og tv-nævnet beslutning om betinget godkendelse af ændringen. Godkendelsen efter 1. pkt., betinges af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse om godkendelse af fusionen, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 1 og 2, samt af, at tilladelseshaver opfylder eventuelle tilsagn, der er pålagt efter konkurrencelovens § 12 e.

Stk. 6. Nævnet kan på andre områder end de i stk. 1-5 nævnte fastsætte vilkår om, at tilladelseshaver skal leve op til indholdet af ansøgningen eller dele heraf.

Stk. 7. Tilladelseshaver skal hvert år senest den 1. maj til Radio- og tv-nævnet indsende en redegørelse for det foregående kalenderår, der indeholder oplysninger om opfyldelse af tilladelsesvilkårene. Tilladelseshaver skal tillige hvert år senest den 1. maj til Radio- og tv-nævnet indsende årsregnskab for det foregående kalenderår. Radio- og tv-nævnet fastsætter i tilladelsen nærmere krav til indholdet af redegørelsen.