BEK 1408/2017 · Bekendtgørelse om vagtvirksomhed
BEK 1408/2017 Art. 9
Personalets uddannelse
Den, der udfører vagtvirksomhed, skal 1) have gennemført det grundkursus for vagtfunktionærer (grundlæggende vagt), der afholdes i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser, 2) have gennemført den del af uddannelsen til sikkerhedsvagt, jf. bekendtgørelse nr. 150 af 25. februar 2011 om uddannelserne i den erhvervsfaglige fællesindgang bygnings- og brugerservice, der giver den pågældende kvalifikationer svarende til grundkursus for vagtfunktionærer, eller 3) have tilsvarende kvalifikationer, der kan anerkendes efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU, jf. kapitel 11 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Justitsministeriet kan gøre undtagelse fra kravet om uddannelse i stk. 1, hvis en ansøger har de fornødne kvalifikationer.
Stk. 3. Politiet kan efter anmodning fra en uddannelsesinstitution, der udbyder grundkursus for vagtfunktionærer (grundlæggende vagt), foretage en forhåndsvurdering af, om en ansøger, der ønsker optagelse på grundkurset, opfylder betingelserne for godkendelse af en ansættelse som vagt i § 7, stk. 3, i lov om vagtvirksomhed.