BEK 1407/2017 Art. 134
Normer og standarder
Anlæg, der er klassificeret efter MODU-koden, skal have et certifikat, som er udstedt af et klassifikationsselskab. Certifikatet skal godtgøre, at anlægget opfylder bestemmelserne i den konsoliderede udgave 2001 af koden, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For anlæg, hvis køl var lagt, eller i et tilsvarende konstruktionsstadie, efter den 31. december 2011, skal certifikatet efter stk. 1 godtgøre, at anlægget opfylder bestemmelserne i udgave 2009 af koden.
Stk. 3. Anlæg efter stk. 1, hvis køl var lagt, eller i et tilsvarende konstruktionsstadie, efter den 31. december 2000, skal endvidere opfylde de supplerende krav, der er fastsat i bilaget til Søfartsstyrelsens bekendtgørelse om teknisk forskrift om flytbare boreenheders bygning og udstyr m.v.
Stk. 4. For anlæg, der ikke er klassificeret efter MODU-koden, eller der ikke findes anerkendte normer og standarder i øvrigt, som nævnt i § 5, stk. 1, skal de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, der er forbundet med anlæggets konstruktion, indretning og udstyr, være nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt, jf. offshoresikkerhedslovens § 34.