BEK 1407/2017 Art. 107
Indkvartering
Indkvarteringen skal være indrettet med et antal soverum tilpasset det antal personer, der forventes at skulle overnatte samtidigt i forbindelse med arbejde på anlægget i forbindelse med normal drift og vedligehold.
Stk. 2. Antallet af soverum skal være således, at hver af de overnattende personer er tildelt sit eget rum.
Stk. 3. Soverummene skal være hensigtsmæssigt indrettet og have en tilstrækkelig størrelse, således at de er egnet både til overnatning, afslapning og skrivebordsarbejde og indrettet med eget toiletrum og bad samt plads til opbevaring af den overnattende persons tøj og ejendele.
Stk. 4. Der skal i soverummene være adgang til privat kommunikation til land, til tv og radio og internet samt til udstyr til afspilning af video- og lydkilder.
Stk. 5. Soverum, som, i henhold til en tilladelse givet før 15. februar 1988, kan benyttes af to personer samtidigt, skal være adskilte for mænd og kvinder, såfremt rummet benyttes samtidigt af de to personer, det er tildelt.
Stk. 6. Arbejdstilsynet kan tillade, at stk. 2-4 fraviges på skibe eller andre indretninger, der anvendes som indkvartering for personer, der arbejder på produktionsanlæg eller faste ikkeproduktionsanlæg, hvor opfyldelse af stk. 2-4 ikke er rimeligt praktisk muligt. En tilladelse til fravigelse forudsætter, at de overnattende personer har mulighed for uforstyrret hvile og restitution med henblik på, at de kan varetage deres arbejdsopgaver på fuldt forsvarlig vis, jf. offshoresikkerhedslovens § 38, stk. 3.