BEK 1212/2017 · Bekendtgørelse om certificering af lokomotivførere
BEK 1212/2017 Art. 17
Suspension, tilbagekaldelse og generhvervelse af lokomotivførerlicens og lokomotivførercertifikat samt indberetningspligt m.v.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan suspendere en lokomotivførerlicens, hvis der er begrundet mistanke om, at lokomotivføreren ikke længere opfylder kravene i §§ 4 og 5.
Stk. 2. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan suspendere lokomotivførerlicensen, hvis indehaveren har fået suspenderet sin helbredsgodkendelse, jf. § 30.
Stk. 3. Lokomotivførere, der har fået suspenderet lokomotivførerlicensen, må ikke udføre de funktioner, som lokomotivførerlicensen giver adgang til.
Stk. 4. For at generhverve en suspenderet lokomotivførerlicens, jf. stk. 1, skal personen være ansat i en virksomhed, der er indehaver af et sikkerhedscertifikat, jf. § 58 i jernbaneloven, eller en sikkerhedsgodkendelse, jf. § 59 i jernbaneloven, eller virksomheder, der er certificeret efter § 11 i jernbaneloven. Lokomotivførerlicensen kan generhverves indenfor 3 år efter, den er suspenderet. Det er en betingelse for generhvervelse, at personen påviser at opfylde kravene i §§ 4 og 5.