BEK 1019/2017 Art. 6
Anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge på delvis lukkede, sikrede og særligt sikrede institutioner
Børn og unge-udvalget træffer i et møde afgørelse om 1) anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, jf. § 62 m-62 o, 2) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 3, 2. pkt., 3) gennemførelse af en undersøgelse efter udlændingelovens § 62 q, stk. 6, 4) opretholdelse af en afgørelse efter § 8, 5) ændring af anbringelsessted efter § 14 og 6) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 20, stk. 4-6.
Stk. 2. Inden der træffes afgørelse efter stk. 1, skal den uledsagede mindreårige udlænding, udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, advokaten og eventuel anden bisidder for den uledsagede mindreårige udlænding have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til den uledsagede mindreårige udlænding kan undlades, hvis den uledsagede mindreårige udlænding er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for udlændingen.
Stk. 3. Til vedtagelse af en afgørelse efter stk. 1 kræves, at mindst 4 af børn og unge-udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen.
Stk. 4. Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.
Stk. 5. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt til den uledsagede mindreårige udlænding og udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1. Afgørelserne skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.