BEK 872/2017 · Bekendtgørelse om tilskud til landskabs- og biotopforbedrende beplantninger
BEK 872/2017 Art. 9
Kriterier for støtteberettigelse
Tilsagn om tilskud er betinget af følgende: 1) At projektet omfatter minimum 1.500 planter i alt og etableres med de plantearter, der fremgår af bilag 1. 2) At ansøger etablerer hegn som sammenhængende beplantninger med 3-7 planterækker, jf. dog stk. 2, og/eller vil etablere småbeplantninger, som beplantninger på mindre end 0,5 ha. 3) At projekter, der omfatter udvidelse af eksisterende hegn sker med 1-6 planterækker, så hegnet maksimalt bliver op til 7 planterækker i alt, og småbeplantning maksimalt udvides, så småbeplantningen bliver mindre end 0,5 ha i alt. 4) At tilsagnshaver er ansvarlig for, at projektet gennemføres. 5) At individuelle projekter etableres påt tilsagnshavers ejede eller forpagtede landbrugs-og naturarealer, jf. § 3, nr. 6. 6) At kollektive projekter etableres på landbrugs- og naturarealer, jf. § 3, nr. 6, med mindst syv ejere eller forpagtere. 7) At tilsagnshaver opnår de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder inden anmodning om udbetaling indsendes. 8) At tilsagnshaver sikrer, at kontrolmyndigheden har adgang til projektområderne og det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol. 9) At projektet ikke påbegyndes, før ansøger har ansøgt om tilsagn. 10) At tilsagnshaver ejer beplantningerne. 11) At tilsagnshaver, hvis beplantningen etableres ved pløjning dybere end pløjning med almindelig plov, indhenter og følger museumsudtalelsen om dybdepløjning. 12) At beplantninger placeres, så der er en afstand på mindst 15 meter mellem den enkelte beplantning og arealer, der på tidspunktet for ansøgning om tilsagn om tilskud er udlagt som have på en anden ejendom, jf. § 3, nr. 2, og mellem den enkelte beplantning og bygninger, der er placeret på en anden ejendom, og som på tidspunktet for ansøgning om tilsagn om tilskud anvendes til beboelse, jf. dog stk. 3. 13) At beplantninger placeres, så de ikke hindrer den frie oversigt ved vejkryds, vejtilslutninger og vejsving.
Stk. 2. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan i særlige tilfælde, hvor kulturhistoriske eller landskabelige hensyn tilsiger det, i tilsagnet fastsætte, at der skal etableres færre antal rækker end de i stk. 1, nr. 2 og 3 anførte.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 12 finder ikke anvendelse, hvis ansøgningen om tilsagn om tilskud er vedlagt en skriftlig erklæring fra ejeren af den pågældende anden ejendom om accept af en anden mindste afstand. Afstanden skal fremgå af erklæringen.