BEK 844/2017 · Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter
BEK 844/2017 Art. 3
Anmeldeordning for visse midlertidige aktiviteter m.v.
Den i § 2, stk. 1, nævnte anmeldelse skal være modtaget hos kommunalbestyrelsen senest 14 dage, før aktiviteten på stedet agtes påbegyndt. Kommunalbestyrelsen kan forkorte tidsfristen. Anmeldelsen skal redegøre for driftsperiodens længde og de foranstaltninger, som den ansvarlige har foretaget eller agter at foretage for at forebygge eller afhjælpe forurening eller gener for omgivelserne, herunder driftstidens fordeling på dag-, aften- og nattetimer.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte vilkår for eller nedlægge forbud mod aktiviteten. Hvis kommunalbestyrelsen ikke har truffet en sådan afgørelse inden udløbet af den i stk. 1 angivne frist, kan aktiviteten påbegyndes, jf. dog stk. 4. Oplysningerne i anmeldelsen om driftstid, forureningsbegrænsende foranstaltninger mv. udgør rammen for en aktivitet, der påbegyndes med kommunalbestyrelsens stiltiende samtykke.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal hurtigst muligt kvittere for, at anmeldelsen er modtaget. Kvitteringen skal indeholde oplysning om, 1) at aktiviteten kan påbegyndes ved udløbet af den i stk. 1 nævnte frist inden for rammerne af de i anmeldelsen afgivne oplysninger om driftstid, forureningsbegrænsende foranstaltninger m.v., hvis ikke kommunalbestyrelsen forinden har fastsat vilkår for eller nedlagt forbud mod aktiviteten, jf. stk. 2, 2) at kommunalbestyrelsen kan forlænge fristen en gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det, jf. stk. 4, 3) at kommunalbestyrelsens stiltiende samtykke eller fastsættelse af vilkår for aktiviteten ikke forhindrer kommunalbestyrelsen i senere at fastsætte vilkår eller nedlægge forbud mod aktiviteten i tilfælde af, at den giver anledning til væsentlig forurening, jf. § 4, 4) at kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 og 4 kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvis afgørelsen vedrører kommunalt ejede eller kommunalt drevne anlæg, herunder anlæg hvor kommunalbestyrelsen har væsentlig indflydelse på tilrettelæggelsen af driften, jf. §§ 21-23, 5) klagefristen for afgørelser, der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. § 23, og 6) søgsmålsfristen for andre afgørelser, jf. § 101 i lov om miljøbeskyttelse.
Stk. 4. Hvis sagens kompleksitet berettiger dette, kan kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen i stk. 1 meddele anmelder, at den agter at fastsætte vilkår eller meddele påbud inden et nærmere angivet tidspunkt efter den nævnte frist. Meddelelsen om udsættelse skal være begrundet. Hvis kommunalbestyrelsen ikke forinden har fastsat vilkår eller nedlagt forbud efter stk. 2, kan den anmeldte aktivitet påbegyndes ved udløbet af den forlængede frist. Oplysningerne i anmeldelsen om driftstid, forureningsbegrænsende foranstaltninger m.v. udgør rammen for en aktivitet, der påbegyndes med kommunalbestyrelsens stiltiende samtykke.