BEK 542/2017 · Bekendtgørelse om krav til akkreditering af assessorer på jernbaneområdet
BEK 542/2017 Art. 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse på virksomheder eller dele af virksomheder, der ønsker at virke som assessor ved risikovurdering af signifikante ændringer i jernbanesystemer i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 402/2013/EU af 30. april 2013 om den fælles sikkerhedsmetode til risikoevaluering og -vurdering og ophævelse af forordning (EF) nr. 352/2009, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1136 af 13. juli 2015 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 402/2013 om den fælles sikkerhedsmetode til risikoevaluering og –vurdering, CSM-RA forordning nr. 402/2013. Bekendtgørelsen finder ligeledes anvendelse, hvor der i bekendtgørelse om ibrugtagningstilladelse for delsystemer i jernbaneinfrastrukturen er fastsat krav om anvendelse af akkrediteret assessor i forbindelse med ændringer i jernbanesystemer.
Stk. 2. Assessorer kan akkrediteres inden for et eller flere af de kompetenceområder for jernbanesystemet, som er nævnt i bilag 1 til denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Assessorer, der er etableret i Danmark, skal være akkrediterede i henhold til artikel 7, litra a, i CSM-RA forordning nr. 402/2013.
Stk. 4. Assessorer, som er akkrediterede eller anerkendte som assessorer i et andet EU-land i medfør af bestemmelserne i CSM-RA forordning nr. 402/2013, jf. stk. 1, accepteres i Danmark.