BEK 497/2017 · Bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser
BEK 497/2017 Art. 29
Organisering og indhold af uddannelserne til teknisk, merkantil og almen studentereksamen
Inden for rammerne af lovens § 31, stk. 1, kan institutioner på tværs af klasser og hold i samme uddannelse samlæse undervisningen i ethvert fag, der indgår i studieretningsforløbet som obligatorisk fag, studieretningsfag, valgfag eller i kombinationer heraf.
Stk. 2. Institutioner kan på tværs af klasser og hold i to eller flere uddannelser samlæse undervisningen i studieretningsforløbet i følgende fag og typer af fag inden for rammerne af lovens § 31, stk. 1: 1) Institutioner kan samlæse undervisningen i et fremmedsprog og undervisningen i informatik B og C. 2) Institutioner kan samlæse undervisningen i ethvert andet fag end de fag, som er nævnt i nr. 1. Det er en forudsætning, at den samlæste undervisning af eleverne i faget indgår i alle de berørte elevers uddannelse som valgfag eller studieretningsfag. Faget bioteknologi A kan dog ikke samlæses på tværs af uddannelserne til teknisk og almen studentereksamen.
Stk. 3. Institutioner kan efter stk. 1 og 2 ikke samlæse undervisning på A-niveau med C-niveau.
Stk. 4. Institutioner kan efter stk. 1 og 2 ikke samlæse undervisning i fag på forskellige niveauer, således at den i samme eksamenstermin afslutter samlæst undervisning på forskellige niveauer i faget.
Stk. 5. Institutioner kan efter stk. 1 og 2 ikke samlæse undervisningen i matematik på forskellige niveauer, heller ikke når de i samme eksamenstermin afslutter samlæst undervisning på samme niveau i faget.
Stk. 6. Det er en forudsætning for samlæsning efter stk. 1 og 2, at samlæsningen er fagligt og pædagogisk begrundet, og at den sker for at kunne tilgodese elevernes individuelle ønsker om bestemte studieretninger og valgfag, jf. lovens § 31, stk. 1.
Stk. 7. Det er endvidere en forudsætning for samlæsning efter stk. 2, at institutionerne på grund af lille søgning ikke kan tilbyde undervisningen i de berørte fag på hver uddannelse.