BEK 284/2017 · Bekendtgørelse om tilskud m.v. til efterskoler og frie fagskoler
BEK 284/2017 Art. 34
Statstilskud
Præmie efter lovens § 23 d ydes for elever på frie fagskoler, der har afsluttet et alment kursus af mindst 12 ugers varighed, der sigter mod at gøre elever parat til erhvervsuddannelse. Præmien udløses, såfremt eleven senest 7 måneder efter, at eleven har afsluttet kurset på den frie fagskole, er blevet optaget på en erhvervsuddannelse, jf. lov om erhvervsuddannelser.
Stk. 2. Det skal fremgå af titlen på det i stk. 1 nævnte kursus, at det sigter mod at gøre eleverne parat til erhvervsuddannelse. Kurset skal inden for lovens rammer, jf. § 1, § 1 a og § 15, indeholde fag og faggrupper, der giver eleverne et vist kendskab til en eller flere erhvervsuddannelser, samt giver eleverne nogle praktiske erfaringer med erhvervsmæssige elementer og aktiviteter. Kursets almene del skal bl.a. indeholde undervisning, der sigter mod at give elever personlige kompetencer, der kan gøre dem studieegnede. Beskrivelsen skal fremgå af indholdsplanen, jf. lovens § 17, stk. 2.
Stk. 3. Den frie fagskole skal indhente og oplyse følgende dokumentation i et skema, udfærdiget af skolen, for at betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt: 1) Den pågældende elevs navn og personnummer. 2) Elevens gennemførelse af kurset på den frie fagskole med oplysning om start- og slutdato. 3) Kursets navn og beskrivelse af kurset. 4) Dokumentation fra institutionen for erhvervsrettet uddannelse om elevens optagelse på denne skole med angivelse af navn og personnummer, hvilken uddannelse eleven er optaget i, samt tidspunktet for uddannelsens påbegyndelse. Det oplyses, om der er indgået en uddannelsesaftale.
Stk. 4. Præmien beregnes ud fra antallet af årselever i det skoleår, der slutter i finansåret, og som opfylder betingelserne i stk. 1 og 2. Årselevtallet ganges med en takst, der fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 5. Præmien anvises til skolen ultimo november sammen med den årlige regulering af statstilskuddet.