BEK 284/2017 · Bekendtgørelse om tilskud m.v. til efterskoler og frie fagskoler
BEK 284/2017 Art. 14
Kurser
Kurset skal gennemføres med et flertal af danske statsborgere eller elever, der kan sidestilles hermed, jf. lovens § 16, stk. 3 og jf. stk. 2. Flertallet skal opnås blandt de elever, der gennemfører hele kurset. Desuden skal der i hver enkelt kursusuge være et flertal af danske statsborgere eller elever, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 2.
Stk. 2. Med danske statsborgere sidestilles elever, der ved kursets begyndelse 1) tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, 2) har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, 3) er statsborgere i de øvrige nordiske lande og kan godtgøre at have haft ubrudt og lovlig bopæl i Danmark i mindst to år op til kursets begyndelse, 4) er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), 5) er statsborger i et andet EU- eller EØS-land, hvis eleven har lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, eller eleven i øvrigt er omfattet af Rådets forordning af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor Fællesskabet (1612/68), eller 6) forsørges af en forælder, der er omfattet af nummer 5.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 gælder ikke for Den Tyske Efterskole i Tinglev.