BEK 261/2017 · Bekendtgørelse for Grønland om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.
BEK 261/2017 Art. 7
Bestyrelsens opgaver og ansvar
Retningslinjerne efter § 6, stk. 1 og 2, skal 1) indeholde kontrollerbare grænser for størrelsen af de risici, som direktionen er bemyndiget til at tage på virksomhedens vegne, og 2) fastlægge principperne for, hvordan udnyttelse af grænserne for hver type af risiko opgøres, herunder for hvordan risiko hidrørende fra finansielle instrumenter og midler, der på virksomhedens vegne forvaltes af eksterne porteføljeforvaltere, indgår i den samlede risikoopgørelse.
Stk. 2. Retningslinjernes grænser på kreditrisiko-, markedsrisiko- og likviditetsrisikoområdet, jf. bilag 1, 2 og 4, skal utvetydigt angive størrelsen af den enkelte fastsatte grænse for risiko for eksempel som absolutte tal, eller ved at risikoen sættes i forhold til virksomhedens kapitalgrundlag.
Stk. 3. Retningslinjerne kan kun undtagelsesvis give mulighed for, at direktionen kan disponere risici i en størrelsesorden, der ligger uden for den fastlagte risikoprofil og retningslinjernes grænser og da kun, hvis forudsætningerne herfor fremgår af retningslinjerne. Kan disse forudsætninger ikke fastlægges, kan forudgående beføjelser til overskridelser af retningslinjernes grænser ikke gives til direktionen.
Stk. 4. Bestyrelsen skal ved udformningen af retningslinjerne til direktionen være betrygget i, at direktøren eller direktionens medlemmer tilsammen besidder den fornødne viden og erfaring til at anvende de i retningslinjerne indeholdte beføjelser på en for virksomheden betryggende måde.
Stk. 5. Det skal fremgå af retningslinjerne, hvorledes og hvor hyppigt rapportering til bestyrelsen skal ske. Herunder skal det fremgå, hvorledes og hvor hyppigt direktionen skal rapportere på de områder, hvor bestyrelsen har fastsat grænser for direktionen, eller hvor der er fastsat grænser i lovgivningen. Det skal således fremgå af rapporteringen, om grænser fastsat i lovgivningen er overholdt. Det skal fremgå, i hvilket omfang de af bestyrelsen fastsatte grænser for risici er udnyttet såvel aktuelt som over tid, herunder om der har været overskridelser af grænserne. Endelig skal rapporteringen omfatte et grundlag for bestyrelsens vurdering af anvendte modellers pålidelighed, hvis virksomheden anvender sådanne modeller.
Stk. 6. Rapporteringen efter stk. 5 skal også omfatte rapportering om midler og risici hidrørende fra midler, der forvaltes af eksterne porteføljeforvaltere, idet det, jf. § 2, stk. 2, sidste punktum, i bekendtgørelse for Grønland om outsourcing af væsentlige aktivitetsområder, fortsat er bestyrelsens ansvar, at midler, der forvaltes af eksterne porteføljeforvaltere, og øvrige midler tilsammen placeres inden for de af bestyrelsen udstukne retningslinjer og i overensstemmelse med lovgivningen.