BEK 131/2017 · Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet
BEK 131/2017 Art. 2
Medlemmerne af de enkelte afdelinger, jf. § 3 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, samt de to medlemmer, der er udpeget af landsretterne, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, får løbende en orientering om de sager, der i den pågældende periode er indkommet til nævnet inden for det område, som den pågældende afdeling dækker, jf. § 6, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Stk. 2. Orienteringen om de enkelte sager skal i kortfattet form indeholde oplysninger om, hvad sagen drejer sig om, og hvorvidt sagen skal afgøres af nævnet eller af formanden, herunder dennes stedfortrædere, jf. § 6, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Stk. 3. Orienteringen efter stk. 1 skal indeholde en begrundelse for den konkrete beslutning i de sager, hvor formanden i overensstemmelse med § 5 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet har besluttet, 1) at en sag skal behandles i en anden nævnsafdeling end den, der fremgår af den øvrige lovgivning, 2) at en sag skal behandles i en bestemt afdeling, hvis det ikke fremgår entydigt af den øvrige lovgivning, hvor sagen skal behandles, eller 3) at en sag skal behandles i flere af nævnets afdelinger i fællesskab.
Stk. 4. Ved mindre eller ukomplicerede sager eller sager, hvis afgørelse alene beror på en juridisk vurdering, kan orienteringen efter stk. 1 ske, efter sagen er afgjort, jf. § 6, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det skal fremgå af orienteringen, at sagen er omfattet af § 6, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og om sagen er afgjort.
Stk. 5. Formanden afholder løbende orienteringsmøder med hver af de 9 afdelinger af nævnet, jf. § 3, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og redegør for nævnets afgørelsespraksis på relevante retsområder og om formandsafgørelser inden for det område, som den pågældende afdeling dækker. Omfanget af formandens orientering fastsættes efter aftale med nævnet.
Stk. 6. I forbindelse med orienteringen efter stk. 1-3, fastsætter formanden eller dennes stedfortrædere en frist for indgivelse af indsigelser efter § 3. Fristen kan kun under særlige omstændigheder være mindre end en uge.