BEK 1762/2016 Art. 7
Sikringsplaner
Sikringsmæssige foranstaltninger efter §§ 3-6 skal fremgå af en sikringsplan, som skal indsendes til og godkendes af Beredskabsstyrelsen forud for brug, opbevaring eller transport af nukleart materiale og forud for drift af nukleart anlæg.
Stk. 2. Den nærmere udformning af sikringsmæssige foranstaltninger, herunder dimensionering og konkret implementering af disse, skal beskrives udførligt i sikringsplanen.
Stk. 3. De forhold og de konkrete risici, som danner grundlag for udformning og dimensionering af sikringsmæssige foranstaltninger, skal beskrives udførligt i sikringsplanen.
Stk. 4. En sikringsplan vedrørende transport af nukleart materiale skal i øvrigt indeholde følgende: 1) Angivelse af afsender i form af oplysninger om ansvarlig fysisk eller juridisk person. 2) Angivelse af modtager i form af oplysninger om ansvarlig fysisk eller juridisk person. 3) Opgørelse af type og mængde af nukleart materiale og beskrivelse af emballering. 4) Beskrivelse af transportens samlede forløb, herunder afsendelsessted, kontrolpunkter og endelig destination. 5) Beskrivelse af præcis rute- og tidsplan. 6) Procedure for reaktion og alarmering ved hændelser af sikringsmæssig betydning.
Stk. 5. En sikringsplan vedrørende brug eller opbevaring af nukleart materiale skal, udover det, der er anført i stk. 1-3, indeholde følgende: 1) En beskrivelse af den facilitet, herunder en nærmere beskrivelse af de bygninger, hvor nukleart materiale bruges eller opbevares. 2) En beskrivelse af ejerforhold i form af angivelse af oplysninger om fysisk eller juridisk person. 3) Angivelse af den sikringsansvarlige person. 4) Beskrivelse af adgangsforhold. 5) Overordnet beskrivelse af driftsprogram i form af oplysninger om produktion, forarbejdning, anvendelse, håndtering, opbevaring eller bortskaffelse af nukleart materiale, herunder om type og mængde af nukleart materiale. 6) Beskrivelse af procedure for mængdekontrol. 7) Beskrivelse af procedure for registrering af afsendelse og modtagelse af nukleart materiale. 8) Procedure for reaktion og alarmering ved hændelser af sikringsmæssig betydning.
Stk. 6. En sikringsplan vedrørende et nukleart anlæg skal, udover det, der er anført i stk. 1-3, indeholde følgende: 1) En beskrivelse af anlægget, herunder en nærmere beskrivelse af de bygninger, hvor nukleart materiale produceres, forarbejdes, anvendes, håndteres, opbevares eller bortskaffes. 2) En beskrivelse af ejerforhold (ansvarlig fysisk eller juridisk person). 3) Beskrivelse af daglig ledelse (sikringsansvarlig). 4) Beskrivelse af adgangsforhold til anlægget. 5) Procedure for reaktion og alarmering ved hændelser af sikringsmæssig betydning.
Stk. 7. Sikringsplanen skal udarbejdes som en selvstændig plan, men kan indgå som en selvstændig del af en samlet plan for sikringsmæssige og beredskabsmæssige forhold. Hvis sikringsplanen indgår som en selvstændig del af en samlet plan for sikringsmæssige og beredskabsmæssige forhold, skal kun denne del fremsendes til og godkendes af Beredskabsstyrelsen.
Stk. 8. Ændrer de forhold, der har ligget til grund for godkendelse af en sikringsplan, sig væsentligt efterfølgende, skal en revideret sikringsplan godkendes af Beredskabsstyrelsen.
Stk. 9. Beredskabsstyrelsen kan træffe afgørelse om, at godkendelse af en sikringsplan bortfalder, såfremt den, der bruger, opbevarer, eller transporterer nukleart materiale, eller den, der driver et nukleart anlæg, ikke inden en nærmere angivet frist har indsendt og opnået godkendelse af en revideret sikringsplan, jf. stk. 8.
Stk. 10. Sikringsplanen skal fremsendes i en dansk eller engelsk sprogversion.
Stk. 11. Sikringsplanen skal fremsendes, behandles og opbevares som TIL TJENESTEBRUG i overensstemmelse med Justitsministeriets cirkulære om sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse for landene i NATO eller EU, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse i øvrigt (sikkerhedscirkulæret).