BEK 1483/2016 · Bekendtgørelse om en indskyder- og investorgarantiordning
BEK 1483/2016 Art. 19
Fondsmæglerselskabsafdelingen
De individuelle bidrag beregnes med udgangspunkt i institutternes dækkede kontante midler og dækkede værdipapirer (dækkede aktiver), jf. § 7 a, stk. 2, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.
Stk. 2. I fondsmæglerselskabsafdelingen skal bidrag på grundlag af kontante midler udgøre mindst 0,8 pct. af de dækkede kontante midler. Disse bidrag opgøres for fondsmæglerselskaber på grundlag af de regnskabsmæssige poster for gæld til kreditinstitutter, kunders marginindskud, deposita samt forskud på købsordrer, gæld til kunder fra ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger samt andre periodeafgrænsningsposter og andre mellemværender i forbindelse med værdipapirhandel, jf. § 1 i lov om værdipapirhandel m.v., for den dækkede personkreds, jf. dog §§ 10 og 12-14 i lov om en indskyder- og investorgarantiordning. For investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde opgøres disse bidrag på grundlag af de tilsvarende poster, for så vidt angår den del af selskabernes aktivitet, der er omfattet af en tilladelse efter § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed eller § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. til aktiviteter omfattet af lovens bilag 1, nr. 3. Bidrag vedrørende kontante midler skal sammen med bidrag vedrørende værdipapirer andrage mindst 55 pct. af afdelingens samlede bidrag. Den resterende del af bidragene kan fordeles efter et eller flere af følgende kriterier: balance, gearing (et mål, der bygger på forholdet mellem balance og egenkapital) og antal ansatte, idet det for investeringsforvaltningsselskaberne og forvaltere af alternative investeringsfonde alene vedrører den del af deres aktivitet, der er omfattet af en tilladelse efter § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed eller § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. til aktiviteter omfattet af lovens bilag 1, nr. 3.
Stk. 3. For fondsmæglerselskabsafdelingens vedkommende opdeles værdipapirer i to grupper: dem, som er i depot i selskabet, og dem, som er i depot andetsteds, men som selskabet har kundens samtykke til at disponere over, idet der for investeringsforvaltningsselskabernes og forvaltere af alternative investeringsfondes vedkommende alene medtages de værdipapirer, der stammer fra selskabernes aktivitet, der er omfattet af en tilladelse efter § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed eller § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. til aktiviteter omfattet af lovens bilag 1, nr. 3. Finansiel Stabilitet kan fastsætte forskellige bidragssatser for de to grupper af dækkede værdipapirer. Værdipapirerne skal opgøres til markedsværdi.
Stk. 4. Fondsmæglerselskabernes, investeringsforvaltningsselskabernes og forvalterne af alternative investeringsfondes dækkede kontante midler og dækkede værdipapirer beregnes som gennemsnittet af tolv opgørelser af de dækkede kontante midler og dækkede værdipapirer foretaget ultimo hver måned, medens opgørelsen af de øvrige bidragskomponenter foretages ultimo året, idet der i beregningen for investeringsforvaltningsselskabernes og forvaltere af alternative investeringsfondes vedkommende alene medtages dækkede kontante midler og de dækkede værdipapirer, der stammer fra selskabernes aktivitet, der er omfattet af en tilladelse efter § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed eller § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. til aktiviteter omfattet af lovens bilag 1, nr. 3.