BEK 1459/2016 · Bekendtgørelse om kommerciel lokalradiovirksomhed
BEK 1459/2016 Art. 9
Vilkår for udøvelsen af kommerciel lokalradiovirksomhed
Radio- og tv-nævnet fastsætter i forbindelse med udstedelse af tilladelse vilkår for programvirksomheden. Nævnet kan i den forbindelse fastsætte, at programvirksomheden skal udøves i overensstemmelse med ansøgningen.
Stk. 2. Såfremt Radio- og tv-nævnet, jf. stk. 1, fastsætter, at programvirksomheden skal udøves i overensstemmelse med ansøgningen, skal ændringer af programvirksomheden forinden godkendes af Radio- og tv-nævnet.
Stk. 3. Det er ikke tilladt at opdele programformatet inden for tilladelsens sendenet, hvilket medfører, at et givet program skal udsendes samtidig i hele det pågældende tilladelsesområde, jf. § 5, stk. 1. Reklamer er ikke omfattet af forbuddet mod opdeling. Radio- og tv-nævnet kan dispensere fra forbuddet i 1. pkt., såfremt særlige forhold taler herfor.
Stk. 4. Tilladelseshaver er forpligtet til at udnytte programtilladelsen. Tildelte sendemuligheder, jf. § 5, stk. 1 og 2, må således ikke være helt eller delvist ubenyttede. Radio- og tv-nævnet kan for korterevarende perioder dispensere fra udnyttelseskravet, såfremt særlige forhold taler herfor.
Stk. 5. Tilladelseshaver skal sikre, at lydkvalitet m.v. er af en acceptabel og tidssvarende standard.
Stk. 6. Programmerne må ikke krypteres, jf. dog beskyttelsen af mindreårige i § 10, stk. 2.