BEK 1391/2016 Art. 19
Forpligtelser m.v. for godkendte virksomheder
Virksomheden skal sikre dokumentation for: 1) at virksomheden har et godkendt, certificeret eller dobbeltcertificeret kvalitetsstyringssystem, 2) at virksomhedens kvalitetsstyringssystem efterleves i praksis og løbende bliver efterprøvet af en kontrolinstans eller auditeres af et certificerende organ, 3) at de faglige kvalifikationer hos virksomhedens medarbejdere eller underleverandørers medarbejdere overholder kravene i bilag 5, og at anvendte medarbejderes kvalifikationer løbende ajourføres, for eksempel gennem deltagelse i relevante efteruddannelseskurser, 4) at virksomheden i sin rådgivning i henhold til godkendelsesordningen leverer en rådgivning, som er uafhængig af virksomhedens øvrige ydelser, og 5) at den godkendte virksomhed, der eventuelt henvises til efter § 5, stk. 5, har samtykket i at blive henvist til.
Stk. 2. Hvis en godkendt virksomhed anvender underleverandører til levering af sine ydelser under ordningen, jf. § 5, stk. 5, skal underleverandørens medarbejdere arbejde efter den godkendte virksomheds kvalitetsstyringssystem. Underleverandørens medarbejdere skal fremgå af virksomhedens kvalitetsstyringssystem på linje med virksomhedens egne medarbejdere.