Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1358/2016 · Bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital for gruppe 2-forsikringsselskaber og om opgørelse af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber

BEK 1358/2016 Art. 11

Opgørelse af hybrid kernekapital i fondsmæglerselskaber

In KraftAmtlicher Text

Hybrid kernekapital, jf. stk. 2, kan indgå i kernekapitalen i fondsmæglerselskaber og med de begrænsninger, der følger af § 13, når kapitalen lever op til kravene i § 12 og §§ 15-23.

Stk. 2. Ved hybrid kernekapital i fondsmæglerselskaber forstås kapital, der opfylder følgende betingelser: 1) Den hybride kernekapital skal være indbetalt til fondsmæglerselskabet. 2) Et på forhånd fastsat tidspunkt for den hybride kernekapitals forfald må tidligst indtræde 30 år efter indbetalingen og må ikke kombineres med incitamenter til indfrielse, jf. § 19. 3) Medmindre der på forhånd er fastsat et tidspunkt for den hybride kernekapitals forfald 30 år eller senere efter udstedelsen, må den hybride kernekapital kun forfalde, hvis fondsmæglerselskabet træder i likvidation eller erklæres konkurs. 4) Aftalte incitamenter til indfrielse skal være moderate og må tidligst indtræde 10 år efter indbetalingen, jf. §§ 19-21. 5) Långiverens krav mod fondsmæglerselskabet skal være efterstillet al anden gæld, herunder ansvarlig lånekapital. 6) Långiverens krav mod fondsmæglerselskabet må ikke være dækket af sikkerhed stillet af fondsmæglerselskabet eller virksomheder nævnt i § 181, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller på anden måde være sikret en fortrinsret i forhold til fondsmæglerselskabets øvrige kreditorer. 7) Forrentning af gælden og betaling af forfaldne renter skal bortfalde, jf. dog § 12, hvis a) fondsmæglerselskabet ikke opfylder kravet til kapitalgrundlaget, jf. § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, b) fondsmæglerselskabet skønner det nødvendigt for at bevare virksomhedens finansielle sundhed, eller c) Finanstilsynet skønner det nødvendigt af hensyn til fondsmæglerselskabets finansielle og solvensmæssige situation. 8) Renten må ikke ændres på grundlag af kreditors vurdering af fondsmæglerselskabet. 9) Fondsmæglerselskabet skal kunne nedskrive den hybride kernekapital, jf. dog §§ 22-24, hvis solvensprocenten eller kernekapitalprocenten falder under på forhånd fastsatte tærskelværdier. Tærskelværdien for solvensprocenten kan ikke fastsættes lavere end fondsmæglerselskabets solvensbehov, og tærskelværdien for kernekapitalprocenten kan ikke fastsættes lavere end 5 pct. 10) Det skal fremgå af aftalen om den hybride kernekapital, at aftalen ikke kan ændres med den effekt, at kapitalen ikke kan medregnes som hybrid kernekapital uden Finanstilsynets godkendelse.