BEK 1173/2016 Art. 5
Krav til dokumenter
Dokumenter, som skal anvendes i en retssag, skal indlæses på domstolenes sagsportal. Hvert dokument skal indlæses i en fil for sig og skal i felter forsynes med oplysning om dokumentdato, titel og dokumenttype.
Stk. 2. Sagsøgerens bilag nummereres med arabertal (1, 2, 3 osv.) og sagsøgtes litreres med store bogstaver. Ved litrering betegnes bilagene således: A-Å, AA-AÅ, BA-BÅ osv. Er der flere sagsøgere eller sagsøgte i sagen, nummereres og litreres deres bilag fortløbende, efterhånden som de indlæses. Bilag, som fremlægges i forbindelse med appel, nummereres og litreres i forlængelse af de bilag, som er fremlagt under den tidligere instans.
Stk. 3. Bilag, som fremlægges af en tredjemand, der indtræder i en retssag, jf. retsplejelovens §§ 251 og 252, betegnes med enten arabertal eller store bogstaver i forlængelse af de bilag, som tidligere er fremlagt i sagen.
Stk. 4. Bilag, som fremlægges i forbindelse med adcitation, nummereres af adcitanten med arabertal og litreres af adciterede med store bogstaver i adcitationssagen.