BEK 946/2016 · Bekendtgørelse om tilvejebringelse af Natura 2000-skovplanlægning
BEK 946/2016 Art. 11
Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning vedtager senest 1 år efter Natura 2000-skovplanens offentliggørelse den endelige skovhandleplan.
Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til skovhandleplan ændres væsentligt, kan Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning fastsætter en frist på mindst 4 uger for indgivelse af høringssvar og fremsættelse af indsigelser efter § 12, stk. 1. § 12 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt forligger et nyt forslag til skovhandleplan, finder § 10, stk. 4 og § 12 anvendelse, og fristen i stk. 1 forlænges med tre måneder.
Stk. 4. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning sørger efter udløbet af fristen i stk. 2 og § 10, stk. 4, for offentlig annoncering af den vedtagne skovhandleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den vedtagne skovhandleplan skal være offentligt tilgængelig.
Stk. 5. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kan ændre en vedtaget skovhandleplan efter udløbet af fristen af § 10, stk. 4, jf. dog stk. 2 og 3, samt § 12.
Stk. 6. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kan vedtage ændringer af en vedtaget skovhandleplan, som ikke er væsentlige, uden forudgående offentliggørelse og høring.
Stk. 7. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning sørger for offentlig annoncering af ændringer af en vedtaget skovhandleplan vedtaget efter stk. 5 og 6. Stk. 4, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse.