BEK 873/2016 Art. 5
Dispensation og tilsyn
Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kan for individuelle skibe, som sejler på en specifik rute mellem danske havne med en planlagt rejsevarighed på højst 12 timer, dispensere fra bestemmelserne i § 4, stk. 1, hvis følgende betingelser opfyldes: 1) Det pågældende rederi fører en liste over dets skibe i rutefart og sender den til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, 2) de i bilag 2 omhandlede oplysninger for hver enkelt rejse stilles til rådighed for Søværnets Operative Kommando på dennes forlangende. Rederiet skal oprette et sådant internt system, at det døgnet rundt kan sende de nævnte oplysninger til Søværnets Operative Kommando i elektronisk form straks efter, at der er modtaget anmodning herom, og 3) enhver forskel i forhold til det forventede tidspunkt for ankomst til bestemmelseshavnen på 3 timer eller derover, meddeles Søværnets Operative Kommando i overensstemmelse med betingelserne i § 4, stk. 1.
Stk. 2. For individuelle skibe, som sejler på en specifik international rute med en planlagt rejsevarighed på højst 12 timer mellem Danmark og et eller flere andre lande, hvoraf mindst et er en EU-medlemsstat, kan Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning dispensere i overensstemmelse med betingelserne i stk. 1. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kan dispensere i overensstemmelse med betingelserne i stk. 1, hvis en af de involverede EU-medlemsstater anmoder om dette for den berørte rutefart.
Stk. 3. Ansøgning om dispensation i henhold til stk. 1-2, skal fremsendes til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning.
Stk. 4. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning sender en liste til Søværnets Operative Kommando og Europa-Kommissionen over de rederier og skibe, der er meddelt dispensation efter stk. 1-2, samt alle ajourføringer af listen.
Stk. 5. Dispensation efter stk. 1-2, bortfalder med øjeblikkelig virkning, hvis blot én af betingelserne for dispensationen ikke længere er opfyldt.