BEK 461/2016 · Bekendtgørelse om anvendelse m.v. af elevatorer, rulletrapper og lignende maskiner
BEK 461/2016 Art. 12
Almindelige bestemmelser
En virksomhed, der udfører kontrol, reparation og vedligeholdelse af en elevator, rulletrappe eller lignende maskine skal være sagkyndig og være certificeret, jf. stk. 2.
Stk. 2. En certificeret sagkyndig virksomhed, jf. stk. 1, skal have et certificeret kvalitetsledelsessystem opbygget efter den til enhver tid gældende standard DS/EN ISO 9001 ”Kvalitetsledelsessystemer - Krav” for kontrol, reparation og vedligeholdelse af elevatorer, rulletrapper og lignende maskiner og relevante krav i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Udover de angivne krav i stk. 2, skal det ved certificeringen af en sagkyndig virksomhed til kontrol af elevatorer, rulletrapper eller lignende maskiner dokumenteres, at virksomheden: 1) har kendskab til arbejdsmiljølovgivningen og relevante, anerkendte normer, standarder m.v., 2) godtgør, at medarbejdere løbende informeres om og instrueres i relevante bekendtgørelser, At-vejledninger, normer, standarder, fabrikanters eller elevatorinstallatørers brugsanvisninger, vedligeholdelsesvejledninger m.v., der er relevante for de typer af elevatorer, rulle-trapper eller lignende maskiner, som virksomheden udfører arbejde på, 3) benytter sig af nødvendige standarder og vejledninger for vedligeholdelse, 4) er i besiddelse af det nødvendige værktøj, herunder måleudstyr, for at kunne kontrollere og finde fejl på mekaniske og hydrauliske anlæg samt elektriske og programmerbare elektroniske styresystemer, 5) anvender personale med uddannelse i henhold til Sikkerhedsstyrelsens regler for så vidt angår arbejde på eller i nærheden af elektriske installationer under spænding, 6) anvender personale med kvalifikationer i henhold til bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, og 7) har processer som sikrer, at kontrol udføres i henhold til bilag 3 samt efter fabrikantens eller elevatorinstallatørens anvisninger for kontrol.
Stk. 4. Hvis den sagkyndige virksomhed ønsker at kunne udføre kontrol af elevatorer, som har automatisk elektronisk overvågning af sikkerhedsfunktioner o.l., jf. bilag 6 og som afrapporterer status mindst 1 gang i døgnet, skal den sagkyndige virksomhed, udover kravene i stk. 2 og 3, dokumentere, at virksomheden har processer som sikrer, at den sagkyndige virksomhed ved modtagelse af den afrapporterede statuslog samt ved manglende daglig afrapportering, foretager de nødvendige handlinger, jf. bilag 6.