BEK 372/2016 · Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer
BEK 372/2016 Art. 7
Risikovirksomheders generelle forpligtelser
Risikovirksomheder skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge større uheld og begrænse virkningerne for mennesker og miljø af sådanne uheld. Virksomhederne skal herunder 1) udarbejde en forebyggelsesplan, der angiver virksomhedens overordnede mål og handlingsprincipper, ledelsens rolle og ansvar samt indsatsen for løbende at reducere risikoen for større uheld, 2) på systematisk måde sikre, at planen gennemføres ved hjælp af hensigtsmæssige midler, strukturer og ledelsessystemer, som for kolonne 3-virksomheders vedkommende udgøres af et sikkerhedsledelsessystem, og 3) redegøre for forebyggelsesplanen og gennemførelsen heraf i sikkerhedsdokumentet (kolonne 2-virksomheder) eller sikkerhedsrapporten (kolonne 3-virksomheder) efter de retningslinjer, der er angivet i henholdsvis bilag 3 og bilag 4.
Stk. 2. Risikovirksomheder er til enhver tid forpligtet til at godtgøre over for risikomyndighederne, at de har truffet alle nødvendige foranstaltninger, som er fastsat i denne bekendtgørelse. Kolonne 2-virksomheder skal gennemføre de foranstaltninger, der fremgår af virksomhedens sikkerhedsdokument. Kolonne 3-virksomheder skal gennemføre de foranstaltninger, der fremgår af virksomhedens sikkerhedsrapport.
Stk. 3. Risikovirksomheder skal yde risikomyndighederne enhver bistand, der er nødvendig, for at disse kan gennemføre de tilsyn, jf. § 21, og indhente de oplysninger, de har brug for til varetagelsen af deres opgaver efter denne bekendtgørelse.