BEK 372/2016 · Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer
BEK 372/2016 Art. 20
Tilsyn
Miljøstyrelsen udarbejder efter forhandling med Beredskabsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Sikkerhedsstyrelsen og Rigspolitiet en overordnet tilsynsplan, der omfatter alle risikovirksomheder i Danmark. Tilsynsplanen indeholder de punkter, som fremgår af bilag 9, del 3. Miljøstyrelsen ajourfører tilsynsplanen regelmæssigt.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen bidrager med oplysninger, jf. bilag 9, del 3, punkt 3-5, til brug for udarbejdelsen af tilsynsplanens fortegnelser over risikovirksomheder inden for kommunens geografiske område, og den indsender regelmæssigt oplysninger til Miljøstyrelsen om ændringer i fortegnelserne, jf. § 27.
Stk. 3. Miljøstyrelsen offentliggør et udkast til tilsynsplan, ajourføringer heraf eller ændringer digitalt og oplyser samtidig, at enhver har ret til at kommentere udkastet inden for en frist på 4 uger. Miljøstyrelsen sender samtidig med offentliggørelsen udkastet til alle kommunalbestyrelser med anmodning om bemærkninger.
Stk. 4. Efter høringsfristens udløb foretager Miljøstyrelsen de nødvendige ændringer og stiller tilsynsplanen digitalt til rådighed for offentligheden.
Stk. 5. Ved mindre væsentlige ændringer eller ajourføringer af tilsynsplanen finder stk. 3 og 4 ikke anvendelse, og planen kan stilles digitalt til rådighed for offentligheden umiddelbart efter ændringen eller ajourføringen.