BEK 65/2016 Art. 5
Udbud af ekstra uddannelsesaktivitet
Udmærkelse på eksamensbeviset forudsætter, at den studerende har opnået et særligt højt fagligt niveau. Endvidere skal den studerende i dennes resultater på fagområdet som minimum have dokumenteret et af følgende kriterier: 1) At have opnået kvalifikationer ud over, hvad der kan forventes opfyldt i forhold til fagområdets læringsmål. 2) At have gennemført et særligt talentforløb på vellykket vis med ekstra ECTS-point og med skærpede krav til den studerendes kompetencer og præstationer, jf. § 7. 3) At have demonstreret ekstraordinære eller særlige innovative evner i henseende til at have udviklet, organiseret og realiseret faglige eller tværfaglige initiativer.
Stk. 2. Udmærkelse efter stk. 1, nr. 1, beror på en samlet vurdering af den studerendes faglige niveau, herunder vurdering af kandidatprojektet i en kandidatuddannelse eller bachelorprojektet i en bacheloruddannelse. Det forudsættes, at de ansvarlige for bedømmelsen alle indstiller projektet til et udvalg af fagkyndige, der nedsættes af institutionens ledelse, og som vurderer, om den studerendes faglige niveau, herunder projektet, har en sådan ekstraordinær karakter, som berettiger til udmærkelse.
Stk. 3. Udmærkelse efter stk. 1, nr. 3, sker efter indstilling fra studielederen, uddannelseslederen eller andre i tilsvarende stillinger til institutionens ledelse, som nedsætter et udvalg af fagkyndige. Udvalget vurderer, om de ekstraordinære eller særlige innovative evner berettiger til udmærkelse.