BEK 53/2016 Art. 14
Rammer og procedurer for ansøgning om europæisk erhvervspas til brug i Danmark
Ansøgninger om europæisk erhvervspas for etablering og midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser for erhverv med forhåndskontrol her i landet behandles efter reglerne i § 5, stk. 1, 2 og 4, i loven.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i anerkendelsesdirektivets artikel 16, 21, 49 a og 49 b, træffer den kompetente myndighed afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes et europæisk erhvervspas senest en måned efter modtagelse af ansøgningen, som er sendt af hjemlandet, jf. dog stk. 6. I tilfælde af behørigt begrundet tvivl kan den kompetente myndighed anmode om yderligere oplysninger fra eller en vedlagt bekræftet kopi af et dokument fra hjemlandet. Fristen på en måned finder anvendelse uanset en sådan anmodning, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. I de tilfælde, der er omhandlet i direktivets artikel 7, stk. 4, og artikel 14, træffer den kompetente myndighed afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes et europæisk erhvervspas, eller om indehaveren af en erhvervsmæssig kvalifikation skal pålægges udligningsforanstaltninger inden for 2 måneder efter modtagelse af ansøgningen, som er fremsendt af hjemlandet. I tilfælde af behørigt begrundet tvivl kan den kompetente myndighed anmode om yderligere oplysninger fra eller en vedlagt bekræftet kopi af et dokument fra hjemlandet, jf. dog stk. 7
Stk. 4. I tilfælde af at den kompetente myndighed ikke modtager de oplysninger, som den kan kræve fra enten hjemlandet eller ansøgeren i overensstemmelse med direktivet og forordningen, som fastsat i reglerne for det enkelte erhverv, og som er nødvendige for at kunne træffe beslutning om udstedelse af det europæiske erhvervspas, træffer den kompetente myndighed på foreliggende grundlag en beslutning om udstedelse af passet.
Stk. 5. Træffer den kompetente myndighed ikke afgørelse inden udløbet af fristerne i stk. 2 og 3, eller forsømmer myndigheden at gennemføre en egnethedsprøve i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, anses det europæiske erhvervspas for udstedt og sendes automatisk via IMI til indehaveren af den erhvervsmæssige kvalifikation.
Stk. 6. Den kompetente myndighed har mulighed for at forlænge den i stk. 2 og 3 fastsatte tidsfrist for automatisk udstedelse af det europæiske erhvervspas med to uger. Den kompetente myndighed skal redegøre for årsagen til forlængelsen og underretter ansøgeren herom. En sådan forlængelse kan gentages én gang, og kun hvis det er strengt nødvendigt, navnlig af hensyn til den offentlige sundhed eller tjenestemodtagernes sikkerhed.
Stk. 7. Modtager den kompetente myndighed efterfølgende flere ansøgninger fra samme ansøger, kan myndigheden ikke anmode om genindsendelse af dokumenter, der allerede er indeholdte i IMI-dossieret, og som fortsat er gyldige.