BEK 1850/2015 Art. 14
Ændring af tilsagn og indtræden i tilsagn
Hvis tilsagnshaver overdrager et tilsagnsareal med virkning inden tilsagnsperiodens udløb, er det en betingelse for, at tilsagnet kan opretholdes, at erhverver kan være tilsagnshaver efter denne bekendtgørelse og indtræder i tilsagnet med virkning fra tidspunktet for overdragelsen af det økonomiske ansvar for driften af arealet, og at der rettidigt indgives producentskifteerklæring herom til NaturErhvervstyrelsen. Den, der indtræder i tilsagnet, indtræder i rettigheder, jf. dog § 21, stk. 2, og pligter efter tilsagnet, således at NaturErhvervstyrelsen kan bestemme, at tilskud, der er udbetalt til en tidligere tilsagnshaver, skal tilbagebetales af den nye tilsagnshaver, medmindre den tidligere tilsagnshaver uretmæssigt har fået udbetalt tilskuddet.
Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan endvidere bestemme, at tilskud, der er udbetalt til en tidligere tilsagnshaver, skal tilbagebetales af den nye tilsagnshaver i tilfælde, hvor NaturErhvervstyrelsen træffer afgørelse om bortfald af tilsagn om tilskud som følge af, at de arealer, der er anmeldt i producentskifteerklæringen, er større end de arealer, der kan fastslås.
Stk. 3. Producentskifteerklæringen skal indgives på et særligt skema, der fås via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside eller ved henvendelse til NaturErhvervstyrelsen. Producentskifteerklæringen skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest den dag, hvor den førstkommende frist for indgivelse af Fællesskema udløber efter tidspunktet for overdragelsen af det økonomiske ansvar for driften af arealet. Hvis den nævnte overdragelse finder sted mindre end 8 uger før den førstkommende frist for indgivelse af Fællesskema, skal producentskifteerklæringen dog være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest 8 uger efter den nævnte overdragelse. Hvis den anførte frist for NaturErhvervstyrelsens modtagelse af producentskifteerklæringen er en helligdag, en lørdag eller en søndag, udløber fristen den første arbejdsdag, der følger herefter.
Stk. 4. Ved rettidig modtagelse af producentskifteerklæringen, jf. stk. 3, registrerer NaturErhvervstyrelsen erhverver som ny tilsagnshaver.
Stk. 5. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra den i stk. 3 anførte frist.
Stk. 6. Ved producentskifte, hvor NaturErhvervstyrelsen ikke har modtaget producentskifteerklæring på det i stk. 3 anførte særlige skema ved udløbet af den førstkommende frist for indgivelse af Fællesskema efter tidspunktet for overdragelsen af det økonomiske ansvar for driften af arealet, godkender NaturErhvervstyrelsen producentskifteerklæring som rettidigt modtaget, når følgende betingelser opfyldes: 1) NaturErhvervstyrelsen modtager et Fælleskema, hvor det overdragne tilsagnsareal er indberettet, og hvor erhverver ved markering i de relevante felter har oplyst, at tilsagnsbetingelserne opfyldes. Fællesskemaet skal være modtaget senest ved udløbet af den førstkommende frist for indgivelse af Fællesskema efter tidspunktet for overdragelsen af det økonomiske ansvar for driften af arealet til erhververen. 2) NaturErhvervstyrelsen modtager producentskifteerklæring på det i stk. 3 anførte særlige skema senest ved udløbet af en frist, der fastsættes i et brev, som NaturErhvervstyrelsen sender til overdrager og erhverver.