Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1835/2015 · Bekendtgørelse om oprettelse og drift af lokale aktionsgrupper under hav- og fiskeriudviklingsprogrammet og under landdistriktsprogrammet for perioden 2014-2020

BEK 1835/2015 Art. 7

Bestyrelsen for en lokal aktionsgruppe

In KraftAmtlicher Text

Bestyrelsen tegner den lokale aktionsgruppe. Bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe vælges blandt aktionsgruppens medlemmer på en generalforsamling, jf. § 6. Medlemmer kan vælges til bestyrelsen, hvis de er fyldt 18 år. Det er en betingelse for at blive valgt til bestyrelsen, at kandidaten er til stede på generalforsamlingen, eller at kandidaten har afgivet skriftlig fuldmagt og tilkendegivet, at vedkommende ønsker at blive valgt til bestyrelsen. Valgperioden for et bestyrelsesmedlem er 2 år, dog således at halvdelen af bestyrelsen er på valg ved hver ordinær generalforsamling.

Stk. 2. Formanden for bestyrelsen vælges af generalforsamlingen.

Stk. 3. Hver kommunalbestyrelse, regionsråd, vækstforum og Bornholms Regionskommune kan på forhånd udpege medlemmer af bestyrelsen, jf. dog stk. 7.

Stk. 4. Det skal tilstræbes, at bestyrelsen sammensættes af personer, der repræsenterer aktionsgruppens geografiske område og kan varetage interesserne inden for landdistrikter og fiskeriområder afhængig af aktionsgruppens aktiviteter for nedenstående fire socioøkonomiske grupper: 1) lokale borgere, 2) lokale virksomheder, erhvervsorganisationer og fagforeninger, herunder inden for fiskeri og/eller akvakultursektoren 3) lokale natur-, miljø-, kultur-, borger- og fritidsforeninger og 4) offentlige myndigheder.

Stk. 5. Der skal tilstræbes en ligelig køns-, alders- og geografisk fordeling i bestyrelsen.

Stk. 6. Bestyrelsen skal bestå af et ulige antal medlemmer, dog mindst syv.

Stk. 7. Repræsentanter for hver af de i stk. 4, nævnte socio­økonomiske grupper kan højst udgøre 49 pct. af bestyrelsens medlemmer.

Stk. 8. Medlemmer af en lokal aktionsgruppe kan kun vælges til bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe, som dækker det geografiske område, hvor de har bopæl, jf. § 6.