BEK 1794/2015 Art. 1
Område og definitioner
Bekendtgørelsen omfatter import, fremstilling, overdragelse eller overladelse af stoffer og materialer til erhvervsmæssig brug.
Stk. 2. Ved stoffer og materialer, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed (farlige stoffer og materialer) forstås i denne bekendtgørelse: 1) Stoffer og materialer, der opfylder kriterierne for klassificering som farlige efter de regler, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger mv. (CLP-forordningen). 2) Stoffer og materialer, der er optaget med en grænseværdi i bekendtgørelsen om grænseværdier for stoffer og materialer. 3) Materialer, der indeholder 1 % eller derover (for gasformige materialer 0,2 %) af et stof optaget med en grænseværdi i bekendtgørelsen om grænseværdier for stoffer og materialer. 4) Andre stoffer og materialer, der er omfattet af krav om sikkerhedsdatablad efter artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) m.v. med senere ændringer (REACH-forordningen). 5) Stoffer og materialer, som direktøren for Arbejdstilsynet bestemmer, skal anses for farlige for eller forringende for sikkerhed eller sundhed.
Stk. 3. I REACH-forordningens artikel 67, jf. Bilag XVII, pkt. 47, er der fastsat særlige krav om markedsføring af cement med chromat.
Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på nedennævnte stoffer og materialer, der er omfattet af anden lovgivning: 1) Nærings- og nydelsesmidler, der er færdige til indtagelse. 2) Lægemidler, der er gjort klar til indtagelse. 3) Foderstoffer. 4) Kosmetiske produkter. 5) Affald. 6) Materialer, der indeholder radioaktive stoffer. 7) Medicinsk udstyr, som er bestemt til at anbringes i eller at anvendes direkte i kontakt med det menneskelige legeme, forudsat at der er fastsat regler i medfør af anden lovgivning på baggrund af EF-direktiver om klassificering og mærkning af farlige stoffer og materialer, der sikrer samme informations- og beskyttelsesniveau som denne bekendtgørelse.